cagadure
/-dù-/
ca|ga|du|re
[BF]
-
s.f.
(coloc.)
at e risultât dal cagâ, dal fâ escrements:
tal mieç de stanzie une lampadine, nere di cagaduris di moscje, picjade parsore di une taule çuete (Roberto Ongaro, Il muc)
Sin. cjiadure
Cfr. cagade
, cjiade
, mierde
, sbit