distorteâ  dis|tor|te|â  [CO]

  1. v.tr. fâ che alc nol sedi plui intorteâtdistorteâ une vididule cjapade intor di une gjambe (Maria Forte, La tiere di Lansing)
    Cfr. disvuluçâ , disberdeâ , disgredeâ